For nogen tid siden talte vi om kraften i billeder, der registrerer tragedier, om hvor nærværende de er i nyhederne og i de store fotojournalistiske priser. Det er dog svært at måle den menneskelige dimension, som et billede kan nå, og som gør det klart, at det ikke kun handler om grafik - det handler om menneskers smerte. Det er også svært at vurdere den pris, det koster for dem på den anden side af skærmen,Ofte set som en "grib", der ødelægger den ultimative ret for dem, der lider. Vi talte også om Kevin Carter.

I denne uge har magasinet Team udgivet et vidnesbyrd fra Taslima Akhter, en bengalsk fotograf, der befandt sig i murbrokkerne af den bygning, der styrtede sammen i Savar, en forstad til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, den 24. april. Hun tog et af de billeder, der er svære at glemme. Hun kaldte det Sidste omfavnelse ("Sidste omfavnelse"), et billede, der symboliserer den tragedie, der dræbte mere end tusind mennesker og efterlod næsten 2.500 sårede.

"Mange stærke billeder blev taget efter det ødelæggende kollaps af tekstilfabrikken i udkanten af Dhaka. Men et hjerteskærende foto dukkede op og fangede et helt lands sorg i et enkelt billede," skrev Team på sin hjemmeside.

Den bengalske fotograf Shahidul Alam, grundlægger af det sydasiatiske fotoinstitut Pathshala, fortalte magasinet, at billedet, "selvom det er dybt foruroligende, er hjemsøgende smukt. En omfavnelse i døden, dets ømhed rejser sig over murbrokkerne for at røre os, hvor vi er mest sårbare. Roligt fortæller det os: aldrig igen."

For Taslima vækker det en følelse af forvirring. "Hver gang jeg ser på det billede, føler jeg mig utilpas - det hjemsøger mig. Det er, som om de siger til mig: 'Vi er ikke et nummer, vi er ikke bare billig arbejdskraft og billige liv. Vi er mennesker som jer. Vores liv er værdifulde ligesom jeres, og vores drømme er også værdifulde'."

Hun fortalte desuden magasinet, at hun desperat søgte efter at finde ud af, hvem disse to mennesker var, men hun kunne ikke finde noget spor: "Jeg ved ikke, hvem de er, eller hvilket forhold de havde."

Der er ingen tvivl om, at billedet vil stå forrest i de store fotojournalistiske konkurrencer næste år, når der skal gøres status over de seneste måneders internationale dækning. Det virker som om, det endda er nødvendigt, for konsekvenserne af denne tragedie (måske er "forbrydelse" det mere korrekte ord) bør ikke slumre under murbrokkerne. Det ville være en måde at berolige Taslimas usikkerhed på:"Omgivet af kroppe har jeg følt et enormt pres og smerte i de sidste to uger. Som vidne til denne grusomhed har jeg et behov for at dele denne smerte med alle. Det er derfor, jeg ønsker, at dette foto skal ses."